Få mænd på vagt skaber utryghed
Ligestilling har gjort arbejdsmiljøet på retspsykiatrisk afdeling i Risskov værre.
For få mandlige ansatte på Retspsykiatrisk Afdeling i Risskov betyder utryghed og utilfredshed blandt personalet. Det fortæller Århus Stiftstidende.
I flere år har arbejdsmiljøet skrantet på de retspsykiatriske afdelinger i Risskov, hvor patienterne ofte er voldelige. Men utrygheden er steget yderligere, siden ledelsen i efteråret indførte, at der principielt ikke er forskel på, om det er en mandlig eller en kvindelig ansat, der er på vagt.
- Flere ansatte går ned psykisk på grund af stress. Vi har flere sygemeldte, der ikke har kunnet klare arbejdspresset. Problemet er øget efter, at ledelsen 1. september fjernede en mandsnormering, så der altid døgnet rundt var mindst to mænd på arbejde. Ændringen skete af hensyn til sygehusets ligestillingspolitik. Men det er patienterne ligeglade med. De er lige voldelige og aggressive, og det betyder, at der i dag er folk, der er direkte nervøse for at gå på arbejde, siger Bent Lykke, tillidsmand for afdelingerne.
Sygehusets direktør Villads Villadsen bekræfter, at der er et højt sygefravær:
- Jeg hører da også, at nogle ansatte er bange, og det er helt klart noget, vi må tage hånd om. Det er uholdbart, siger Villads Villadsen.
Han forklarer, at de forholdsvis få mænd tidligere har taget mange vagter, i flere tilfælde dobbeltvagter på 16 timer:
- det kan de rent arbejdsmiljømæssigt ikke blive ved med at holde til. Derfor har vi ændret praksis, siger Villads Villadsen.
Århus-formanden for Forbundet af Offentlig Ansatte (FOA), Kirsten Normann, kalder arbejdsmiljøet på de retspsykiatriske afdelinger for ekstremt belastet og mener, at ledelsen bør gribe ind.