Få en bæredygtig livsstil
Stor festival i Aarhus Midtby
Østjyderne skal have en livsstil, der belaster miljøet mindre.
Det mener arrangørerne af en festival for bæredygtighed, der i denne weekend bliver afholdt på Godsbanen i Aarhus.
På Aarhus Sustainability Festival er der blandt andet byttemarked, økologiske varer samt rådgivning om bæredygtige investeringer.
Derudover er flere internationale foredragholdere kommet til byen for at lære østjyderne, hvordan de i højere grad kan leve på en måde, der ikke belaster jordens øko-system.
- Meningen med at lave dette arrangement er at sætte fokus på de bæredygtige initiativer, vi har. Vi vil gøre det let for folk at overskue, hvilke muligheder der er for at ændre sin livstil til at være mere bæredygtig, siger projektleder ved festivalen Anna Asgeirsdottir til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Sustainability Festival slutter senere i dag, søndag.