Få billetter tilbage til festival

Nu er partout-billetter blevet udsolgt

Det går godt med billetsalget for de østjyske musikfestivaler.

I dag kan Smukfest i Skanderborg melde om udsolgt af partoutbilletter, som giver gæsterne mulighed for at deltage i festivalen fra torsdag til søndag.

- Det er jo næsten uvirkeligt for os, at have solgt alle vores partoutbilletter her fire måneder før vi starter på Smukfest 2014. Herfra en stor tak til vores publikum for tilliden. Vi lover at gøre alt hvad vi kan, for at lave en helt fantastisk fest, siger Claus Visbye, formand for Skanderborg Festivalklub.

Med bare fire måneder tilbage før festivalen går løs, er der fortsat mulighed for komme en tur i Bøgeskoven. Der er nemlig stadig endagsbilletter til salg til onsdag, torsdag og fredag, men kun ganske få, oplyser festivalarrangørerne.

Smukfest foregår i år fra den 6. til 10. august og byder på danske og internationale navne som Pet Shop Boys, The 1975, Nephew, Rasmus Seebach og The Mountains.