Evan Geris gør det umulige

Har fået 100 førtidspensionister i arbejde

En af Jobcenter Randers' medarbejdere har stor succes med at få førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet. Indtil videre har han skaffet 100 i job med løntilskud.

Manden bag successen er jobkonsulent Evan Geris, Jobcentret i Randers. Evan Geris er stærkt engageret og har stor tilfredsstillelse ved, at arbejdet lykkes.

- Ja, jeg har fået 100 ud af 120 i job i private virksomheder, bekræfter Evan Geris.

Fælles for de førtidspensionister, som runder jobkonsulentens kontor, er, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. De har en arbejdsevne som er under en tredjedel af normalen. Men hvordan kommer jobkonsulenten i kontakt med de mange førtidspensionister?

Fokus på muligheder

- De henvender sig selv eller bliver eventuelt henvist af deres sagsbehandlere. Enten ringer de eller møder op hos mig. Jeg går ud fra, at de virkelig er interesseret i at arbejde og tager en snak med dem, fortæller Geris.

Han forsøger at flytte fokus over på muligheder. Som han siger, er førtidspensionister ofte begrænset af, at de har fået at vide, at de netop er begrænset. En cirkel, jobkonsulenten bryder.

- Jeg bruger mine mange års erfaring med arbejdsmarkedet til at hjælpe dem. Allerede ved første samtale kan jeg i mange tilfælde se hvilke virksomheder, jeg kan kontakte for, at de kan komme i gang. Der er jo ingen, der søger førtidspensionister. Der er ingen ledige stillinger, fortæller han.

100 har fået arbejde

Ofte svarer virksomhederne, at de ikke mangler nogen. Evan Geris forklarer typisk om muligheder for arbejdsprøvning/ulønnet virksomhedspraktik. Herefter vælger mange virksomheder så at etablere virksomhedspraktikforløb med henblik på efterfølgende ansættelse i skånejob.

- Så motiverer jeg førtidspensionisterne til at være mødestabile og udføre arbejdet bedst muligt. Så kan jeg ikke hjælpe mere, siger Evan Geris, som siden 1. maj 2011 har skaffet 100 førtidspensionister i arbejde ud af 120 etablerede virksomhedspraktikker. Geris er selv overrasket over, at det er gået så godt.

Alene i januar 2013 har ni henvendt sig om at komme i arbejde, og de første fem har Evan Geris allerede fået i gang.

- En af de seneste er en 47-årig mand, der efter at have arbejdet i Grønland havde mistet selvtilliden. Mens han var på mit kontor, ringede jeg til en arbejdsgiver. Han blev indkaldt til samtale og blev tilbudt et skånejob med det samme, fortæller en glad jobkonsulent Evan Geris.

Med til historien hører, at manden på vej hjem rundede sin lokale Brugs og fortalte, at han havde fået job. Men Brugsen ville også gerne ansætte ham. Her starter han i et job, hvor han kan bruge sin ekspertise: Madlavning. Et nyt tiltag i Brugsen i Gjerlev.