Evald Krog forlader S.
Partiet beskytter ikke længere de svageste i samfundet
Den tid er forbi, hvor Socialdemokraterne beskyttede de svageste grupper i samfundet.
Det mener Muskelsvindfondens stifter og landsformand, Evald Krog, der efter 12 års medlemskab har valgt at melde sig ud af partiet i protest.
- Socialdemokraterne har valgt en vej, hvor de konsekvent lader de mennesker betale, som har mindst at betale med, enten gennem ringere ydelser eller gennem højere udgifter. Hvor er den solidaritet med samfundets svageste, som har været et vigtigt fundament for Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i en menneskealder?,spørger Evald Krog i Aarhus Stiftstidende.
Handicap-formanden fra Malling stillede op som socialdemokratisk byrådskandidat i Aarhus ved det seneste kommunalvalg i 2009.