Europæisk pris til Århus-forsker
Adjunkt på Aarhus Universitet Rune Stubager, TV 2 | ØSTJYLLANDS egen valgekspert, har fået europæisk forskerpris.
32-årige Rune Stubager, der til daglig er adjunkt fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet har fået Rudolf Wildermann-prisen.
Hæderen er tildelt for Stubagers analyse af kløften mellem de højtuddannede og de lavtuddannede i det danske vælgerkorps.
En analyse, som TV 2 | ØSTJYLLANDs seere fik glæde af under det seneste folketingsvalg i november 2007, hvor Rune Stubager var stationens valgekspert.
Rune Stubagers forskning peger på, at vælgerne ikke som tidligere deler sig efter økonomiske interesser i en højrefløj og venstrefløj: Når det drejer sig om den økonomiske politik har fløjene faktisk nærmet sig hinanden, mens der sker en polarisering på det værdipolitiske område.
Her er det især den uddannelsesmæssige baggrund, som afgør deres holdninger på områder som for eksempel indvandring og retspolitik.