Europæisk exit for Bakken Bears
Basketball-holdet Bakken Bears er færdig i europæisk sammenhæng efter smalt nederlag til hollandske Den Bosch.
Bakken Bears' europæiske eventyr anno 2005 har nået sidste kapitel. Torsdag aften tabte de østjyske basketball-spillere skæbnekampen ude mod Den Bosch Eiffel Towers fra Holland.
Dermed bliver det hollænderne, der følger Madeira til ottendedelsfinalerne i FIBA Euro Cup Challenge på bekostning af danskerne.
Der skulle dog en højspændt afgørelse til, før Den Bosch vandt med mindst mulig margin 76-75. Bare fem sekunder før tid havde Bakken Bears bolden og dermed muligheden for at tage sejren og billetten til ottendedelsfinalen.
Lidt mere end to minutter før slutsignalet førte danskerne tilmed med 73-72.
Den Bosch var dog ellers foran stort set hele kampen, så helt ufortjent var sejren vel næppe. /ritzau/