EU-valg: Så mange har stemt
Meget tyder på lav valgdeltagelse
Der har ikke ligefrem udspillet sig tumultagtige scener foran de østjyske valglokaler i forbindelse med søndagens Europa-Parlamentsvalg.
Ifølge de første meldinger fra flere af valgstederne er stemmeprocenten indtil videre lavere end ved valget i 2009.
I Randers havde 21,6 procent af vælgerne sat kryds kl. 13. For fem år siden var stemmeprocenten noget højere på samme tidspunkt. Dengang havde 24,6 procent besøgt valglokalerne.
I Syddjurs Kommune er valgdeltagelsen på kommunens største valgsted, Ebeltoft Idrætscenter, også lavere end i 2009. Har havde 22,4 procent af vælgerne sat kryds kl. 12 - en tilbagegang i forhold til de 23,2 procent, der havde sat kryds ved det seneste valg.
Ved to af de mindre valgsteder i Syddjurs Kommune - Molshallen og Birkehuset - er stemmeprocenten dog kl. 12 en smule højere end på samme tidspunkt i 2009.
Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs reporter i Vestergadehallen i Silkeborg er valgdeltagelsen ved middagstid dér cirka to procentpoint lavere end for fem år siden.
Se mere om Europa-Parlamentsvalget i søndagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.