- EU ligger så fjernt for os

Færre sætter kryds i Silkeborg Midtby

Interessen for at stemme ved dagens Europa-Parlamentsvalg er tilsyneladende ikke tårnhøj.

Ved middagstid søndag havde færre vælgere end for fem år siden sat kryds på stemmesedlen i Vestergadehallen i Silkeborg.

Den forringede interesse for EU kommer dog ikke bag på flere af de vælgere, som TV 2 | ØSTJYLLAND mødte foran valglokalet.

- Jeg tror ikke, at folk sætter sig ordentligt ind i det. Det ligger så fjernt for os. Måske er det også det gode vejr. Så vælger folk at blive hjemme i haven, siger Majbritt Skov til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Også indenfor i Vestergadehallen mærker valgstyrer og tidligere borgmester Hanne Bæk Olsen (S), at der er lidt mindre travlt end ved valget i 2009.

- Det går stille og roligt med en jævn tilstrømning hele dagen. Vi ligger et par procent under det, vi tidligere har præsteret på samme tidspunkt ved tidligere EU-valg.

- Selv om jeg er et positivt menneske, så tror jeg, at det denne gang godt kan ende en lille smule lavere. Det kan nå at reddes endnu i løbet af dagen. Men der kan være mange grunde til, at folk ikke lige har lyst til at stemme.

Se mere om Europa-Parlamentsvalget i søndagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.