EU-kandidat: Flygtninge skal søge asyl på afstand af EU

Flygtninge og asylpolitik er et af de store emner til Europa-Parlamentsvalget.

07:59

VIDEO: Fra 2010 til 2018 er der ankommet 9.445 flygtninge og familiesammenførte flygtninge til Østjylland, viser tal fra Danmarks Statistik. Abdo Kweider fra Syrien er en af dem, og han ejer i dag bagerforretningen Kweider Sweets i Aarhus. Mød ham i indslaget her, og lyt til debatten mellem to østjyske kandidater.

Fly, bus, båd og gåben var de rejsemidler som Abdo Kweider og familien brugte, da de tilbage i 2015 flygtede fra krigen i Syriens hovedstad Damaskus til Danmark.

- Det var en lang og smertefuld rejse, som jeg ikke vil tænke tilbage på. Jeg gjorde det for mine børns skyld, så de kunne komme væk fra krigen og få et liv med en god uddannelse, siger Abdo Kweider til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg frygtede for min familie og mine børn.

Abdo Kweider, syrisk flygtning, Holme

Abdo Kweider er én af de flygtninge, som er et stort emne under dette års Europa-Parlamentsvalg. Til dagligt bor han og familien i Holme, der er en forstad til Aarhus.

Abdo Kweider har egen bagerbutik i Holme.

Her har han åbnet sin egen bagerbutik. Før han kom til Danmark, drev han en familievirksomhed med otte butikker i Syrien og eksport til mange lande.

Men krigen ødelagde forretningen og til sidst var Abdo Kweider og familien nødt til at flygte fra Syrien.

- Jeg flygtede på grund af det pres, vi oplevede i landet. Jeg frygtede for min familie og mine børn, siger Abdo Kweider.

Læs også Velintegreret flygtning revser debattonen: - Jeg bliver aldrig god nok for politikerne

Det var i 2015, at Abdo Kweider og familien kom til Danmark. Samme år kom mange flygtninge til Danmark og nægtede at lade sig indskrive, fordi de ville videre til Sverige.

Selvom de mange flygtninge ville videre til Sverige, viser en optælling fra Danmarks Statistik, at 2015 var det år, hvor antallet af familiesammenførte til flygtninge toppede i Østjylland.

Et af de helt store emner til valget er, hvad EU gør, hvis der igen vandrer flygtninge og migranter op gennem Europa.

I 2015 vandrede flygtninge på motorvejen i Sønderjylland. Foto: TV 2

Der er stor forskel på, hvor mange flygtninge de forskellige lande i EU tager. Lande som Grækenland og Italien har modtaget store mængder af flygtninge, mens andre lande ikke har modtaget en flygtning.

Vi kan være med til at give ham en tryghed og sikkerhed, men der er ingen, som siger, at det skal være i Danmark eller EU.

Ali Aminali, kandidat for Konservative til Europa-Parlamentsvalget

EU-lande og Europa-Parlamentet har forsøgt at forhandle en fælles fordeling af flygtninge, men de forhandlinger er brudt helt sammen.

Flygtninge har ikke ret til at vælge

Ali Aminali, der er kandidat for Konservative til dette års Europa-Parlamentsvalg. Han mener ikke, at Abdo Kweider eller andre flygtninge selv skal have ret til at vælge, hvor de skal hen i verden.

- Vi kan være med til at give ham en tryghed og sikkerhed, men der er ingen, som siger, at det skal være i Danmark eller EU. Det kunne også være i lejre, hvor vi kan garantere for ordentlige forhold, siger Ali Aminali til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg har ikke brug for et splittet EU. Det vil splitte EU, hvis medlemslande bliver tvunget til at tage et bestemt antal flygtninge.

Ali Aminali, kandidat for Konservative til EU-parlamentsvalget

Ifølge Ali Aminali skal EU lave den overordnede aftale, ramme og struktur og være med til at lave centre i nærområderne, som også kan styrke nogle af de lejre, der allerede eksisterer, så det bliver ordentlige forhold.

- Når vi har så etableret et system, hvor folk på afstand fra EU kan søge asyl, så er jeg sikker på, at de europæiske lande vil melde ind og sige, hvor mange de kan optage. Jeg har ikke brug for et splittet EU. Det vil splitte EU, hvis medlemslande bliver tvunget til at tage et bestemt antal flygtninge, siger han.

01:59

VIDEO: Den barske integrationsdebat er blevet for meget for en 23-årig syrisk flygtning. Han råber nu op og vil gerne have politikerne til at stoppe deres grove generaliseringer. Indslaget er fra 9. maj 2019

Luk video

Nikolaj Villumsen, der stiller op til Europaparlamentsvalget for Enhedslisten, mener, at der skal være mere fokus på en solidarisk fordeling af flygtninge mellem EU-lande.

- Det vil konkret betyde, at Danmark vil modtage færre flygtninge end i dag, fordi de lande, som kører på frihjul, også vil tage imod flygtninge, siger Nikolaj Villumsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Når folk kritiserer, at Grækenland og Italien lader flygtninge slippe igennem landet, så er det værd at huske på, at de danske myndigheder også lod flygtninge gå igennem Danmark til Sverige i 2015.

Nikolaj Villumsen, kandidat for Enhedslisten til EU-parlamentsvalget

Han mener, at de på den måde kan være med til at hjælpe det massive pres, som Italien og Grækenland bliver udsat for lige nu.

- Når folk kritiserer, at Grækenland og Italien lader flygtninge slippe igennem landet, så er det værd at huske på, at de danske myndigheder også lod flygtninge gå igennem Danmark til Sverige i 2015, siger Nikolaj Villumsen.

Forsøger at give noget igen

I bagerbutikken i Holme forsøger Abdo Kweider at give noget igen til Danmark, fordi landet har taget imod ham og hans familie.

Han valgte at flygte til Danmark, fordi familien kendte nogle her i forvejen, han kan godt forstå behovet for en fælles EU-asylpolitik og mener, at det er en rigtig god idé.

- Det er en god idé, hvis man implementerer de samme regler i hele EU. Men det er helt sikkert noget, som EU har mulighed for, siger han.