EU-formand fik AGF-trøje
EU-kommissionens formand var fredag på besøg i Aarhus
EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, er fredag på besøg i Aarhus.
Ved middagstid ankom den portugisiske EU-boss til Aarhus Rådhus, hvor han skulle mødes med byens borgmester, Nicolai Wammen (S).
Her benyttede Europæisk Ungdom i Aarhus lejligheden til at skænke Barroso en hvid AGF-spillertrøje med formandens eget navn trykt på ryggen.
Besøger Vestas
José Manuel Barroso var dog ikke iført sin nyerhvervede fodboldtrøje, da han efter besøget på rådhuset besøgte Vestas sammen med blandt andre klima- og energiminister Lykke Friis (V) og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
Senere fredag mødes han med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), inden han slutter sit Aarhus-besøg på den europæiske universitetsorganisations konference på Aarhus Universitet.
Se en reportage fra José Manuel Barrosos besøg i fredagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også: Barroso kommer til Aarhus