EU: Der er ikke behov for større lufthavn i Jylland

I EU-kommisionens svar til Aarhus kommune står der, at en ny Aarhus Lufthavn ved Thomasminde vil hugge passagerer fra eksisterende lufthavne i Jylland

En ny lufthavn i Thomasminde vil hugge passagerer fra de andre jyske lufthavne, for markedet for flypassagerer i Danmark er mættet.  

Sådan lyder det blandt andet i udtalelsen fra EU-kommisionen, der ikke anbefaler, at man går videre med planerne om en ny lufthavn ved Thomasminde i Aarhus kommune.

- Vi kan ikke konkludere med sikkerhed, at den påtænkte støtte vil bidrage til et mål i den fælles interesse, står der i udtalelsen.

I udtalelsen har man vurderet, at oplandet til en ny lufthavn overlapper med oplandet til lufthavnene i Karup, Aalborg og Billund. Oplandet bliver defineret som et område med en radius på 60 minutters køretid til lufthavnen.

Læs også

Derudover bemærkes det, at der i nogle af de jyske lufthavne ikke udnyttes den kapacitet, som lufthavnene er gearet til. Derfor vil en ny lufthavn hugge kunderne fra de andre lufthavne, lyder vurderingen.

- Vi noterer os, at markedet i Danmark ikke vokser hurtigt. Med andre ord vil det betyde, at en ny Aarhus lufthavn kun vil nå sin målsætning om to millioner passagerer, hvis de eksisterende lufthavne taber trafik, står der i udtalelsen.

Onsdag eftermiddag offentliggjorde borgmesterens afdeling i Aarhus EU-kommisionens svar til kommunen. Det skete kort efter begyndelsen på onsdagens møde i byrådet, hvor Thomasminde lufthavnen var på dagsorden. Men punktet blev udskudt til byrådsmødet den 31. august. 

04:06

Tidligere valgte man at lade EU-kommisionen tage stilling til, om Aarhus Kommune må skyde penge i projektet med Thomasminde. Se indslaget fra juni her. 

Luk video

 

Sagen om ny Aarhus Lufthavn

* Aarhus Lufthavn blev anlagt som militær flyvestation i 1943 af den tyske besættelsesmagt.

* Efter krigen fik lufthavnen status af civil lufthavn.

* Lufthavnen ejes af Aarhus Kommune og omegnskommunerne Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs i forening.

* Aarhus Byråd fik i 2015 udarbejdet en analyse om en ny placering af lufthavnen, og i forlængelse heraf besluttede byrådet at arbejde videre med en ny placering ved Thomasminde i det nordlige Aarhus.

* En rapport fra konsulentfirmaet Rambøll konkluderer i foråret 2016, at det fysisk godt kan lade sig gøre at anlægge en ny lufthavn ved Thomasminde.

* Rapporten slår dog samtidig fast, at det vil kræve, at Aarhus Kommune bidrager med et egenkapitalindskud på 500 millioner kroner.

* Desuden vil der ifølge analysen være et underskud de første 20 år, som vil kræve et driftstilskud på 75 millioner kroner om året.

* På et møde i Aarhus Byråd 22. juni beslutter et flertal af partierne at gå videre med planerne om en placering ved Thomasminde.