Et minde om Mette
Journalist skriver biografier om almindelige mennesker
Biografier om præsidenter, skuespillere og andre kendte personligheder er de seneste år slået igennem og blevet en læsersucces.
Men det er ikke kun de kendtes historier, som er værd at bevare og holde fast i gennem tekster. Det mener journalist Bettina Sønderskov fra Skanderborg.
Hun er begyndt skrive biografier om helt almindelige mennesker. Nogle bliver skrevet på opfordring fra deres familie som en gave, mens det også har været hovedpersonen selv, der har ønsket det.
Det var tilfældet med Bettina Sønderskovs allerførste biografi. En bog om den 44-årige Mette, som var uhelbredelig syg af kræft.
Hun vidste, at hun skulle dø og ønskede derfor at få nedskrevet sin livshistorie, sine erfaringer, så hendes mand og tre børn kunne få et varigt minde.
- Hvis der ikke er nogen, der skriver de historier, så går de jo i glemmebogen, siger journalist Bettina Sønderskov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Biografien om Mette blev til gennem interviews, hvor hun fortalte om sin barndom, ungdom og sygdom. Hun nåede selv at læse biografien, inden hun døde den 14. september 2014.
Ifølge Bettina Sønderskov var Mette meget glad for resultatet.
Du kan møde Mettes veninde Vibe Taarning i tv-indslaget øverst på siden, hvor hun fortæller om, hvor meget det har betydet for hende at have en bog om sin nu afdøde veninde.