Et liv fyldt med kræft: Nu skal femårige Mads i Disneyland

Tirsdag fik Mads Øksenholt sig sit livs overraskelse i børnehaven. Spiderman kom forbi med en hel særlig besked til ham

Femårige Mads mødte Spiderman, som overbragte ham den glade nyhed, at han i næste uge skal i Disneyland. Foto: Annelene Petersen - Randers Amtsavis

Hvilket startede som enhver anden dag i børnehaven Tryllefløjten i Randers, endte pludselig med at blive et af livets få store højdepunkter for femårige Mads Øksenholt. Han har haft et utrolig hårdt liv i kræftens jerngreb, men fik tirsdag opfyldt et af sine største ønsker.

Repræsentanter fra Ønskefonden dukkede nemlig op med Spiderman og en hel særlig besked til den lille dreng. En besked som Randers Amtsavis fangede på video.

Mads har altid drømt om at møde Spiderman og så komme en tur i Disneyland, og begge dele bliver nu opfyldt.

Maria Øksenholt, mor til femårige Mads

- Mads har altid drømt om at møde Spiderman og så komme en tur i Disneyland, og begge dele bliver nu opfyldt. Tirsdag rejser vi til Paris, og da han fik den besked, var det tydeligt at se, hvor glad og rørt han blev, siger Mads’ mor, Maria Øksenholt, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Han blev så glad, at alle i Rema 1000 efterfølgende, da vi skulle ud at handle, fik hele historien.

01:15

Otteårige Henrik Svensson med leukæmi fik også sit største ønske opfyldt i denne uge. Han og familien fik nemlig cykler fra Ønskefonden. Se hvordan det gik til i indslaget her. 

Luk video

I sit korte liv har Mads Øksenholt allerede oplevet mere modgang end de fleste. I en alder af bare ét år fik han konstateret leukæmi, og siden da har hverdagen været fyldt af smerter, udmattelse, utallige indlæggelser og skrappe kemokure for drengen, som blev raskmeldt for godt og vel et halvt år siden.

- Lige inden han fyldte ét år, fik han konstateret en af de mest aggressive og sjældne former for leukæmi. Kun seks børn rammes af den om året. Han fik i et halvt år hård kemo, fortæller moren.

Fået nyt immunforsvar

Herefter blev han så først erklæret rask, men efter blot et halvt år kom et tilbagefald.

- Da var jeg gravid med Mads’ lillesøster, og vi håbede så, at hun kunne donere noget marv til ham, så han kunne få et nyt og styrket immunsystem. Det blev dog i stedet en tysk donor, der reddede Mads, siger Maria Øksenholt.

Men frygten sidder stadig i os for endnu et tilbagefald. Vi håber på, at han nu er helt kræftfri for altid.

Maria Øksenholt, mor til femårige Mads

Den femårige dreng har nu et helt nyt immunsystem, en ny blodtype og har i et halvt år været raskmeldt.

- Men frygten sidder stadig i os for endnu et tilbagefald. Vi håber på, at han nu er helt kræftfri for altid. Den seneste kontrol så heldigvis fin ud, siger Maria Øksenholt.

Læs også Søstre laver armbånd til Knæk Cancer: Samlet tusinder ind

Og nu får familien så noget at glæde sig over i form af en tur i Disneyland.

Randers Amtsavis var med under afsløringen af overraskelsen. Du kan deres video fra børnehaven her.