Et forvandlet Randers-hold dominerede sig fri af nedrykning

En bundsolid 4-0-sejr over OB betyder, at Randers FC nu ikke længere kan rykke ud af Superligaen - i stedet venter nu de europæiske playoff-kampe

Randers-spillerne jubler efter 1-0-målet, hvor deres tidligere holdkammerat, Jeppe Tverskov, havde sendt bolden i eget net. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Marvin Pourie scorede til 4-0 for kronjyderne i søndagens storsejr. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Alexander Fischer brøler sin jubel ud til fansene efter søndagens 4-0 sejr over OB. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

1 af 3

I tirsdags kunne Randers FC ikke stille noget op mod OB, selvom fynboerne spillede med en mand i undertal i en hel time.

Søndag eftermiddag havde kronjyderne dog fuldkommen styr på de fynske gæster,  der ikke fik et ben til jorden i kampen og blev sendt ud i spillerbussen med et nederlag på 4-0.

Ólafur Kristjánsson har tidligere i sæsonen eksperimenteret med en 5-3-2-opstilling, og det var også det taktiske udgangspunkt til dagens kamp.

Med Mads Agesen, Jonas Bager og Kasper Enghardt i det centrale forsvar, kunne Alexander Fischer og Johnny Thomsen komme mere med frem som wing-backs og gøre ondt på OB-forsvaret. Og det gjorde de.

OB gav en hjælpende fod

Efter kun ni minutter var Johnny Thomsen at finde på kanten af feltet.

Han headede bolden ind mod mål, men undervejs kom Jeppe Tverskov glidende og så sendte han bolden i eget net. 

Læs også Randers-målscorer: Taktiske ændringer gav pote

Uheldigt for Tverskov, der indtil denne sæson havde hjemmebane på BioNutria Park i Randers - men også uheldigt for OB, der i den grad også kunne bruge en sejr for at holde nedrykningsspøgelset bag sig.

Målfattige spillere på tavlen

Randers FC sad totalt på spillet, og selvom Kent Nielsen fra OB-bænken prøvede at justere med en indskiftning efter blot 19 minutter, så blev det blot værre, set med de blå- og hvidstribede briller.

Marvin Pourie får en gruppekrammer efter sin scoring til slutresultatet 4-0. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

20 minutter var spillet af kampen, da Viktor Lundberg fik en høj bold ind i feltet. Den headede han tilbage til Kasper Fisker, som tørt kunne sparke den i nettet. Det var det blot andet mål i sæsonen for Fisker, der scorede sit første helt tilbage i første runde.

Endnu længere skulle man tilbage for at finde Alexander Fischers seneste mål i Randers-trøjen, der blev scoret imod Brøndby i maj 2015. Men også han fik åbnet mål kontoen igen denne kolde, blæsende men for det meste solbeskinnede søndag eftermiddag.

Læs også 'Psykologen' Ólafur: Vi bliver sat på en prøve nu

Et fladt indlæg fra Marvin Pourié strøg forbi Viktor Lundberg inde i feltet, og ved bagerste stolpe dukkede Alexander Fischer så op og sparkede bolden ind til en pauseføring på hele 3-0. Nærmest uhørte cifre for Randers FC i de sidste lange tider.

Stensikker hjemmesejr

OB kunne slet ikke låse Randers-bagkæden  op bød ikke ind med noget som helst nævneværdigt i dagens opgør.

Det gjorde Marvin Pourié derimod, og én af de aktioner var målet til 4-0. Den pauseindskiftede angriber, Nikola Djurdjic, smed en halvdårlig bold tilbage til Kasper Fisker, der dog fik tacklet bolden videre til Pourié, og så kunne tyskeren iskoldt sende den ind bag OB-keeper Sten Grytebust.

Læs også RFC-debutant: Jeg vil være et godt køb, ikke en fiasko

Kampen endte med en hjemmesejr på, i Randers FC-sammenhæng, vanvittige 4-0.

Efter en lang, lang stime med lutter dårlige resultater betød dagens resultat, at Hestene endeligt kunne vinke farvel til nedrykningspladserne og i stedet begynde at kigge fremad mod de europæiske playoff-kampe, der venter om to runder.

Randers FC - OB 4-0 (3-0)

1-0 Jeppe Tverskov (selvmål) (8. min.)
2-0 Kasper Fisker (20. min.)
3-0 Alexander Fischer (43. min.)
4-0 Marvin Pourié (51. min.)

Tilskuere: 4.343