Et-årig skambidt i vuggestue
Et-årige Lukas fra Åbyhøj blev bidt gentagne gange af et andet barn. Forældrene er rystede.
Et-årige Lukas fra Århus-forstaden Åbyhøj har i disse dage en bodyguard med, når han er i vuggestue.
For fjorten dage siden blev han i samme vuggestue bidt gentagne gange af et andet barn. Uheldet skete på et tidspunkt, hvor tre-fire af børnene var alene uden overvågning af de ansatte.
Lukas var efterfølgende syg i flere dage og blev desuden vaccineret mod leverbetændelse.
Forældrene er så rystede over, at pædagogerne ikke forhindrede overfaldet, at de nu har sendt familiens barnepige med i vuggestuen. Her holder hun øje med, at episoden ikke gentager sig.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at sådan noget kan ske i en vuggestue. Man må da kunne forvente, at pædagogerne overvåger børnene, siger Lukas' mor, Merete Skjødt-Ibsen.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen
i dagens udsendelser.