Esbjergensisk topfodbold i Århus
AGF's fans må nøjes med at følge Esbjerg, hvis de vil se topfodbold i Århus.
Århus Stadion lægger i aften græs til europæisk topfodbold, men det er imidlertid ikke AGF's fortjeneste. Den århusianske superligaklub har i de seneste seks sæsoner ikke formået at kvalificere sig til de de store europæiske turneringer, og derfor må holdets fans i stedet nøjes med at se Esbjerg spille om penge og prestige.
Esbjerg har som deltager i årets UEFA Cup måttet rykke sine hjemmekampe til Århus Stadion, og dér tager holdet i aften mod russiske Spartak Moskva. Esbjergensernes eget stadion er for lille i forhold til de særlige regler, der gælder i de europæiske turneringer, og det er årsagen til, at kampen er rykket til det større og mere moderne Århus Stadion.
Sidste gang, der blev spillet Europa Cup i Århus, var i 1997, hvor AGF mødte Twente fra Holland.