Esbjerg slog tamt AGF-mandskab
Sportschef Brian Steen Nielsen er stærkt utilfreds med AGF's indsats mod Esbjerg.
AGF tabte for femte gang i efterårets syv kampe, da Esbjerg søndag vandt 1-0 i Århus på et mål af Jan Kristiansen efter 38 minutter.
Esbjerg var tættere på at udbygge føringen end AGF var på at udligne. Århusianerne måtte flere gange prise sig lykkelige for målmand Steffen Rasmussen, der endda blev passeret for anden gang efter en lille times spil, men overliggeren stod i vejen for Fredrik Berglunds lob.
AGF's sportsdirektør, Brian Steen Nielsen, var vred efter kampen.
- Vi manglede lidt af det hele. Vi løb for lidt, vi pressede for lidt og det blev bare til for lidt, sagde en tydeligt irriteret Brian Steen Nielsen, der kunne se kampens dommer Michael Svendsen annullere Morten 'Duncan' Rasmussens mål kort før pausen.