Esbjerg og Silkeborg deler i underholdende forestilling

Esbjerg og Silkeborg spillede 2-2 i Superligaen i en underholdende kamp med flere gode mål.

Silkeborg IF fik et point med hjem fra udekampen i Esbjerg søndag eftermiddag. Foto: John Randeris - Ritzau Scanpix

Silkeborg IF fik et point med hjem fra udekampen i Esbjerg søndag eftermiddag. Foto: John Randeris - Ritzau Scanpix

Silkeborg IF fik et point med hjem fra udekampen i Esbjerg søndag eftermiddag. Foto: John Randeris - Ritzau Scanpix

1 af 3

Det var ikke en kamp, der vil gå i historiebøgerne for nogle af holdene, men målene vil måske.

Reserveangriberen Adrian Petre scorede begge Esbjergs mål, mens Silkeborgs Shkodran Maholli scorede noget, der potentielt kunne være årets mål i 3F Superligaen, da holdene søndag spillede 2-2.

Resultatet betyder, at stillingen er uændret for begge mandskaber efter syvende spillerunde - Silkeborg er sidst, Esbjerg er næstsidst.

Læs også Lyngby sender Randers hjem med tredje nederlag i træk

De to hold skiftedes til at have initiativet, og det betød, at spændingen var intakt frem til sidste minut.

Vestjyderne kom igennem et par gange i Silkeborgs venstre side, men det var et hjørnespark, der skulle åbne kampen op.

Efter noget klumpspil inde foran mål dukkede Esbjergs angriber Adrian Petre, der fik chancen fra start i front i stedet for karantæneramte Yuri Yakovenko, op, og rumæneren gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet efter 14 minutter.

Fik vendt opgøret

Med føringen i ryggen stillede esbjergenserne sig længere tilbage på banen ligesom i den forrige kamp mod Lyngby, men denne gang blev det dyrt.

Efter en periode, hvor Silkeborg nærmest spillede powerplay foran esbjergensernes felt, kom den tidligere Esbjerg-angriber Ronnie Schwartz foran Esbjerg-forsvarsspilleren Rodolph Austin og udlignede for gæsterne.

Ronnie Schwartz bragte balancen i regnskabet med sin scoring til 1-1.  Foto: John Randeris - Ritzau Scanpix

Efter 57 minutter havde silkeborgenserne så vendt 1-0 til 1-2, og det blev gjort på fornemmeste vis.

Silkeborgs angriber Shkodran Maholli modtog bolden ude på siden. Driblede ind mod midten, hvorefter han bragede bolden op i det lange målhjørne, mens hjemmeholdets forsvar så passivt til.

Det ville Esbjerg og Adrian Petre ikke finde sig i. Rumæneren svarede igen ved at sparke et frispark op i nærmeste målhjørne efter 72 minutter spil, og med to mål kan man roligt sige, at angriberen greb sin chance.