Byrådsmedlem får erstatning for injurier

Får erstatning på 30.000 kr. for injurier

Leif Lund.

Leif Lund, der er løsgænger i byrådet i Silkeborg, skal have 30.000 kroner i erstatning, fordi en debattør har offentliggjort en stribe injurierende sætninger om ham. Det skriver Midtjyllands Avis.

Debattøren har på sociale medier og i e-mails bragt oplysninger om, at Leif Lund har svindlet sig til jobbet som domsmand i byretten i Viborg samt beskyldt ham for dokumentfalsk og for at lyve for retten.

Desuden har han beskyldt Leif Lund for at misbruge sin magt.

Byretten i Viborg fandt debattøren skyldig i seks tilfælde af injurier. Ud over at skulle betale 30.000 kroner i erstatning til Leift Lund skal han også betale sagsomkostningerne samt betale 10.000 kroner til offentliggørelse af dommen.

- Jeg håber bare på, at jeg nu kan få ro. Det har været et ekstremt opslidende forløb, hvor jeg hver dag har stået op med frygt for, at der var kommet flere usande historier om mig, siger Leif Lund til Midtjyllands Avis.