Erling passer på Finn og hans kolleger i trafikken
- En lastbil kommer så tæt på, at den snitter min næse med containeren på ladet
Bilister, der kører tæt, og som kan finde på at dytte irriteret, når de kører forbi.
Det er hverdagen for mange vejarbejdere.
- Vi kan mærke hver dag, at folk er mere aggressive. De tager ikke hensyn til, at vi også passer vores arbejde, siger asfaltformand i Aarhus Kommune Finn Skov Nielsen.
Derfor har vejarbejderne fået en ekstra mand med på arbejde. Det er Erling. Han er en fotostat af en aarhusiansk vejarbejder i naturlig størrelse.
Erling er monteret på asfaltarbejdernes lastvogn. Han er lavet af let metal, så de let kan få ham op og ned.
- Så er der et beslag i gummi, så den kan blive fanget af vinden og bevæge sig lidt, siger Finn Skov Nielsen, asfaltformand, Aarhus Kommune. Erling skal minde bilisterne om, at der går levende mennesker på vejbanen og arbejder.
Læs også
Erling blev til, da asfaltarbejderne blev opmærksomme på, hvor farligt det er for dem at gå på arbejde. Erling har fået rigtige reflekser på, så han tydeligt kan ses i mørket. Og så skaffer han lidt albuerum. Erling er opfundet af asfaltarbejderne selv efter en brainstorm på, hvad man kan gøre for at sikre vejarbejdernes liv i trafikken.
- For halvandet år siden, var jeg meget tæt på at blive ramt. En lastbil kommer så tæt på, at den snitter min næse med containeren på ladet. Jeg var meget bange, siger asfaltkoordinator i Aarhus Kommune Rasmus Larsen.
Erling er inspireret af kampagnen, hvor vejarbejdernes børn appellerer til bilister om at få deres far levende med hjem fra arbejde.
- Respekten for vejarbejdere generelt er meget dårlig, siger Finn Skov Nielsen.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om figuren Erling, som vejarbejderne selv har fundet på.