Erik Rasmussen: Det bedste i min tid
AGFs træner har ikke set sit hold spille bedre med ham ved roret, end det gjorde mod Randers FC.
Hvis AGF-spillerne havde en lidt mærkelig følelse i kroppen til dagens formiddagstræning på Fredensvang, er det forståeligt nok. De befinder sig nemlig i en situation, som er ganske ny for langt de fleste af dem: For første gang siden 2002 ligger holdet på førstepladsen i Superligaen.
Efter første rundes arbejdssejr på 1-0 over AaB, foldede AGF for alvor det flotte spil ud i mandagens lokalbrag mod Randers FC og vandt 3-2.
- Jeg synes, holdet spiller en rigtig, rigtig flot kamp; den bedste i min tid som træner her i AGF. Det er jeg både stolt og glad for især på spillernes vegne, fordi det er en fantastisk tilfredsstillelse for dem. Det kan jeg også huske selv: Når man rammer dagen og spillet glider så godt, som det gjorde i går, er det vildt fedt at spille, siger cheftræner Erik Rasmussen til
TV 2 | ØSTJYLLAND.