Erhvervsfolk raser over P-kælder
Politikere undrer sig
P.I.S. - Politisk Indignerede Silkeborgensere.
Sådan underskriver en gruppe erhvervsfolk i Silkeborg sig i en ny annoncekampagne op til kommunalvalget.
De er rasende over, at byrådet i Silkeborg vil grave hele torvet op midt i byen for at få bygget en parkeringskælder.
- Jeg synes, det er uærligt. Man må stå frem og sige: Vi har til hensigt at gøre sådan og sådan, og så må I vælge os på det grundlag, siger advokat Jon Søberg til DR Østjylland.
Han har kontor lige ud til Torvet i Silkeborg, hvor byrådet vil have en parkeringskælder.
Han anslår, at op mod 40 butiksejere og erhvervsdrivende på torvet og i sidegaderne er gået med i P.I.S. - Politisk Indignerede Silkeborgensere.
De bruger 100.000 kroner på kampagnen, som består af en facebookside og helsidesannoncer i de lokale aviser.
Gemt væk fra valget
En af annoncerne lyder sådan: Kære Hanne. Hvor mange millioner koster det skatteyderne at sælge Silkeborg Torv?
Jon Søberg mener, at det er rigtigt at kritisere den socialdemokratiske borgmester Hanne Bæk Olsen, selv om det er et bredt flertal i byrådet, der står bag planen om en parkeringskælder.
- Det er Hanne Bæk Olsen, der tilrettelægger dagsordenen i byrådet på en sådan måde, at man for eksempel ikke har taget stilling til de bud, der er kommet ind (på byggeriet, red.), før valget. Man har gjort alt, hvad man kunne for at undgå at tale om det i valgkampen, siger Jon Søberg.
Hvem taler?
Borgmester Hanne Bæk Olsen (S) undrer sig over annoncernes afsender, Politisk Indignerede Silkeborgensere.
- Jeg ved, at Jon Søberg er med, men hvem de andre fremtrædende erhvervsfolk og opstillede byrådskandidater er, ved jeg ikke noget om, og jeg synes, det er lettest at tale med nogen, man ved, hvem er, siger hun til DR Østjylland.
Venstres borgmesterkandidat, Steen Vindum, er enig med hende.
- Jeg synes, det er en underlig kampagne. Jeg så gerne, at man ikke gemte sig bag en kampagne og er anonym. Men at man tør stå åbent frem og sige, hvem man er og hvorfor, man mener, som man gør. Lad os få en åben dialog om det i stedet for den her type kampagne, siger Steen Vindum.
Annoncerne kan ses på facebooksiden IkkeMerePIS.