Er uenige om udlicitering
Kommune tager rapport med et gran salt
De østjyske kommuner går hvert år glip af 55 millioner kroner på grund af for lidt udlicitering af park- og vejarbejde. Sådan lyder meldingen fra Dansk Byggeri. Men i Randers mener man, at tallene skal tages med et gran salt.
I en ny rapport, der er lavet af netop Dansk Byggeri, påpeger man, at man for eksempel i Randers Kommune kan spare op mod syv millioner kroner, hvis man udliciterer flere af de kommunale vej- og parkopgaver.
- Der kommer så mange tal og så mange gode idéer. Vi kan også lave nogle tal, hvor vi skal lave nogle ting. Jeg synes også, at vi skal passe på, at vi ikke udliciterer alting, så vi får et privat monopol, siger fungerende borgmester i Randers Kommune, Steen Bundgaard (S), til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I 2012 udliciterede de østjyske kommuner i gennemsnit 38,5 procent af deres vej- og parkopgaver. Det tal er for lavet, mener Dansk Byggeri.
- Jeg synes, at sådan som samfundet nu engang er skruet sammen, så synes jeg, at man skal udlicitere alt det, der kan udliciteres. Det er bare med at kommunerne prøver at se, hvor meget de kan spare, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i indslaget øverst på siden.