Er skades-helvedet slut?
Randers-profil tilbage på banen
Efter at have været mere eller mindre plaget af skader i næsten to år er offensivspilleren Lasse Rise muligvis for alvor på vej tilbage på banen.
Tirsdag fik den uheldige 28-årige Randers FC-spiller omkring 50 minutter på banen, da kronjyderne spillede den første træningskamp efter den korte sommerpause.
Kampen, der blev afviklet på AutoC Park, var en såkaldt intern træningskamp med to hold, der udelukkende bestod af Randers FC-spillere.
Kampen bestod noget utraditionelt af tre halvlege. Lasse Rise blev skiftet ud med Jeppe Mogensen i 2. halvleg. Det oplyser Randers FC på sin hjemmeside.
I de seneste to Superliga-sæsoner har Lasse Rise kun spillet 10 kampe for Randers FC. Resten af tiden har han siddet ude med skader.
Allerede på fredag får han chancen for igen at vise sig frem, når kronjyderne møder Viborg i en testkamp i Vivild på Djursland.