To er indlagt med svineinfluenza
H1N1, bedre kendt som svineinfluenza, er skyld i, at to patienter er blevet indlagt på Skejby Sygehus
Selvom H1N1-pandemien fra sidste år ser ud til at være løjet af, er to personer blevet indlagt til intensiv lungebehandling på Skejby Sygehus på grund af den såkaldte svineinfluenza, oplyser Sundhedsstyrelsen.
- Mange, der får influenza i år, vil være smittet med den type. Det er helt forventeligt, og det har vi forberedt os på. Derfor er A(H1N1) også med i den influenzavaccine, som mange tusinde danskere i risikogrupper allerede har fået.
Det siger Else Smith, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er svineinfluenzaen ikke mere farlig end den traditionelle vinterinfluenza, og de to patienter er de eneste i Danmark, der i øjeblikket ligger på intensivafdelinger på grund af influenza.
Styrelsen råder borgere til, at man nyser i ærmet og sørger for at vaske hænder med sæbe ofte. Hvis man bliver ramt af influenza og får vejrtrækningsproblemer, bør man tage kontakt til sin læge.
H1N1, som svineinfluenza betegnes, blev første gang fundet i Mexico i begyndelsen af 2009, og i løbet af kort tid udviklede influenzaen sig til en pandemi, som gjorde mennesker i store dele af verden syge.
H1N1 har ifølge verdens sundhedsorganisation WHO kostet mindst 18.150 mennesker livet.
I Egypten har svineinfluenza kostede 56 mennesker livet siden 8. oktober.