Er du god til Angry Birds?
Giv den gas på din mobiltelefon
Er du hurtig på tasterne på din mobiltelefon - eller er du god til det populære mobil-spil Angry Birds? I så fald har du nu chancen for at deltage i det officielle danmarksmesterskab i mobil.
I dag, mandag, begynder de indledende runder i DM i Mobil 2012 i stormagasinet Bruun's Galleri i Aarhus.
DM i Mobil er en videreudvikling af det officielle DM i SMS. SMS-disciplinen er stadig en del af danmarksmesterskabet, men for at appellere til en bredere målgruppe er spillet Angry Birds blevet en del af konkurrencen.
De indledende DM-runder begynder i Bruun's Galleri, hvorefter de fortsætter i en række andre danske stormagasiner - blandt andet City Vest i Brabrand.
Den afsluttende finale finder sted søndag den 16. december i Bruun's Galleri.
- Ved finalen i Bruun's Galleri den 16. december får vinderen af SMS-konkurrencen tre forsøg til at slå verdensrekorden i SMS på en Samsung touch screen mobiltelefon. Forsøget overvåges af en officiel repræsentant fra Guinness World Records, skriver Bruun's Galleri i en pressemeddelelse.