Er 145 mio. meget godt?
Delte meninger om statens bidrag til Aarhus 2017
145 mio. eller 200 mio. kroner. Lige nu fylder pengesnakken i Aarhus.
SF's østjyske folketingsmedlem Jonas Dahl mener, at staten slipper for billigt med et bidrag på 145 millioner kroner til Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad.
- Jeg synes ærlig talt, det er en anelse fesent. Jeg synes, det er lidt for lidt - også taget i betragtning af, at man for 20 år siden gav næsten det dobbelte til Københavns Kommune, da de arrangerede kulturby, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
LÆS OGSÅ: Behersket tilfredshed
Den tidligere Kulturminister Uffe Elbæk, der i sin tid udpegede Aarhus som værtsby, mener modsat, at Aarhus har grund til at være godt tilfreds.
- Man skal ikke sidde og være træt af, at man ikke har fået mere. Man skal være glad for, det man har fået. Selvfølgelig ville man gerne have haft mere i Aarhus, men det her det er okay, mener han.
Og sammenligner man med hvad svenske Umeå og lettiske Riga, der begge er europæiske kulturhovedstæder i 2014, har fået af deres statskasser, så er 145 millioner kroner måske ikke så lidt endda.
Omregnet til danske kroner har Umeå har fået 94 mio., mens Riga har fået 79 mio. kroner.
Direktøren for Aarhus 2017, Rebecca Matthews, siger i en skriftlig kommentar til TV 2 | ØSTJYLLAND, at bidraget på 145 millioner kroner "ikke er tilstrækkeligt til at forme en Kulturhovedstad på det niveau, hun har ambitioner om".
Se mere i indslaget øverst.