Entreprenør dømt for svindel
En entreprenør fra Ebeltoft blev idømt fængselsstraf og skal betale en bøde på 7,6 millioner kroner.
En far og søn fra Ebeltoft, der i årevis har drevet entreprenørvirksomhed uden at opkræve moms og indbetale A-skatter for million-beløb, slap lidt billigere, da Vestre Landsret behandlede ankesagen mod dem.
I byretten blev den 33-årige søn idømt en bøde på 700.000 kroner, men den satte landsretten ned til 128.000 kroner. Hans 57-årige far fik derimod sin dom på fængsel i et år og ni månder stadfæstet, ligesom han skal betale en bøde på 7,6 mio. kroner.
Den 57-årige drev siden 1995 et selskab, MOVI A/S, der udlejede driftsmateriel og arbejdskraft til nogle datterselskaber. Men han afregnede ikke moms og indeholdt A-skat, og selskabet gik konkurs i 2000 med en skattegæld på fem millioner kroner. /ritzau/