Enstemmigt ja til storkommune

Der var ingen splittelse i byrådet, da Them Kommune i går aftes sagde ja til et nyt kommunalt ægteskab.

Det har længe ligget i kortene, men nu står det også sort på hvidt. Them Kommune er klar til at indgå i en ny storkommune med Silkeborg, Gjern og Kjellerup.

At det ville blive udfaldet af mandagens byrådsmøde, var borgmester Torben Hansen (SF) aldrig for alvor i tvivl om. Til gengæld er han lettet over, at det blev en enstemmig beslutning.

- Det er vigtigt for det videre arbejde. For 35 år siden var det jo nærmest et tvangsægteskab, da Bryrup og Them blev lagt sammen. Nu skal vi ikke bruge flere år på at kaste grøfter til, siger Torben Hansen.

Næste skridt er en oplysningsfase over for borgerne. Men borgmesteren undrestreger, at ligegyldigt hvordan borgerne modtager nyheden, så skal der ske noget meget drastigt, hvis den ikke gennemføres.

Både Gjern og Kjellerup har sagt ja til sammenlægningen. Silkeborg ventes at gøre det samme.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig