Enighed om ny motorvej

Regeringen og oppositionen bakker op

Hvis du er en af de østjyske bilister, der er godt træt af køer på de lokale motorveje, er der nu godt nyt. En ny jysk motorvej til en pris på mellem 15 og 20 milliarder kroner kan være på vej til bilisterne om 15 år.

- Vi skal se på, hvordan vi kan aflaste motorvejen der, hvor den er mest belastet. Det er specielt strækningen Aarhus-Skanderborg, siger trafikordfører for Venstre Kristian Pihl Lorentzen til Ritzau.

Torsdag offentliggør Transportministeriet flere års analysearbejde af, hvor det bedst vil kunne betale sig at investere i fremtidens veje og skinner rundt om i Danmark.

Analysen opstiller tre forslag til, hvordan trængselsproblemerne på den jyske motorvej kan løses. Enten ved at udvide den eksisterende, ved at bygge en ny motorvej gennem Midtjylland eller ved at kombinere de to forslag.

Eksperterne drager ingen konklusioner, men lader det være op til politikerne. Transportminister Magnus Heunicke (S) siger til Jyllands-Posten, at det ikke er enten eller, men både og.

Se: Motorvej aflaster ikke E45

- Vi skal både udbygge E45 og samtidig arbejde på, hvordan vi får etableret en midtjysk motorvejskorridor, der på længere sigt har sin berettigelse, siger han til avisen.

I Venstre bakker trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen op. Han siger til Ritzau, at partiet ønsker en forundersøgelse af en ny jysk parallelmotorvej, som vil kunne stå klar i 2030.

- Den østjyske motorvej er ved at sande til i trafik, og Vejlefjordbroen vil blive en flaskehals. Derfor er vi nødt til at tænke i en varig og holdbar løsning, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Det er særdeles interessant med en parallelmotorvej, og derfor foreslår vi en forundersøgelse, siger han og understreger i lighed med transportministeren, at det samtidig er nødvendigt at gøre noget her og nu.