Enhedslisten står udenfor budgetforlig
Enhedslisten kan ikke støtte de besparelser, der er lagt op til i nyt budgetforlig
Der er indgået forlig for næste års budget i Region Midtjylland.
Men hverken Liberal Alliance eller Enhedslisten er med i forliget, som ifølge regionsrådsmedlem Lene Fruelund fra Enhedslisten er en stor sparerunde.
- I realiteten er det jo det spareforlig (fra juni, red.), der bare har fået en ny overskrift. Så det kan vi ikke være med i. , siger Lene Fruelund, der også er partiets budgetordfører, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun henviser til den treårige spareplan, som blev vedtaget i juni, og som skal sikre besparelse på 699 millioner kroner.
Det er øget arbejdspres på sundhedspersonale, der er Enhedslistens største anke.
- Patienternes velbefindende og sikkerhed er ligefrem proportionelt med det arbejdsmiljø, som det sundhedsfaglige personale arbejder i, så når der kommer øget pres på dem, kommer der også en risiko for patientsikkerheden. Det vil påvirke patientsikkerheden, siger Lene Fruelund.
Isoleret set var der dog ting, som Enhedslisten gerne havde stemt for. Eksempelvis hurtigere udredning til HPV-vaccinerede piger og et forslag om at flytte otte medicinske senge fra Silkeborg til Viborg.
- Vi kan jo ikke gøre så forfærdeligt meget, når de andre vil det her, men vi har ikke tænkt os at sætte os hen med hænderne i skødet. Vi må stadig arbejde ihærdigt inden for de områder, hvor vi mener, der er behov for at gøre noget, siger Lene Fruelund.
Se mere af interviewet i videoen øverst i artiklen.