Enhedslisten: Penge på vej

Finanslov vil sikre Fregatten støtte

En fortsat årlig statsstøtte på tre millioner kroner til Den Gamle By og to millioner kroner til Fregatten Jylland.  Det kan blive resultatet, hvis regeringen når til enighed med Enhedslisten om et finanslovsforlig. Det skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge avisens kilder kom parterne onsdag meget tæt på en aftale, der sikrer de to østjyske kulturinstitutioner mod kritiserede besparelser.

- Jeg vil godt lægge hovedet på blokken på, at vi finder en løsning. Det er vist ingen hemmelighed, at det er en mærkesag for os, at bevillingen til Den Gamle By skal forlænges, og at Fregatten Jylland også skal overleve i fremtiden, siger kulturordfører for Enhedslisten, Jørgen Arbo Bæhr til Århus Stiftstidende.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har i sit finanslovsudspil lagt op til, at Den Gamle By skulle fratages et statsligt tilskud på tre millioner kroner i årene 2013-16. Samtidig står Fregatten Jylland til at miste 4,2 millioner kroner.