Enhedslisten: Flygtninge-lift bør være lovligt
Folketingsmedlem for Enhedslisten, Nikolaj Villumsen fra Aarhus, vil ændre lovgivningen
Mennesker, der hjælper flygtninge uden selv at tage penge for det, skal ikke kunne straffes. Det mener Enhedslistens Nikolaj Villumsen.
Problematikken er blevet meget aktuel efter, at TV2 | Østjylland fortalte om anonyme "Peter", der kørte en flygtningefamilie fra Flensborg til Grenaa, hvor de ville med færgen mod Sverige.
- Jeg synes ikke, at hjælpsomme mennesker som "Peter" skal straffes, når han ikke gør det for egen vindings skyld og ikke tager penge for det. Det er forkert, at han, som hjælper flygtningebørn over grænsen af et godt hjerte, skal kunne ende med en dom, lyder det nu fra Nikolaj Villumsen.
Han medgiver, at det er ulovligt, hvad østjyden har gjort, men lovgivningen bør derfor ifølge folketingsmedlemmet ændres, så det bliver lovligt.
- Det var en voldsom situation, hvor vi så børn gå på landevejen, og så var der mange, som fik lyst til at hjælpe. Det kan jeg godt forstå, siger Nikolaj Villumsen.
Absurd lovgivning på området
Hvis det stod til Nikolaj Villumsen skal hjælp til flygtninge fremadrettet være muligt, uden at det er strafbart, når mindst én ting er opfyldt.
- Forskellen er, når man tager penge for at hjælpe, så skal det være strafbart, mener folketingsmedlemmet.
I forbindelse med den store flygtningestrøm sydfra tidligere på året blev mange af flygtningene tilbudt offentlig transport, og det faktum ser han ligeledes som et problem.
- "Peter" står til straf for at køre en enkelt familie, mens DSB går fri, selvom de har transporteret op mod tusinde. Det viser, at der er absurd lovning på området, forklarer Nikolaj Villumsen.
Se hele interviewet med det østjyske folketingsmedlem fra Enhedslisten øverst i artiklen.
Senere bringer vi et modsvar til forslaget fra Venstres medlem i retsudvalget, Michael Aastrup Jensen.