Engel: Vi er også frustrerede
Aktionærer retter hård kritik mod Vestas
Der blev helt fra starten lagt en undskyldende linje fra afgående formand Bent Erik Carlsen, da han gik på scenen i Musikhuset Aarhus og gav sin beretning om årets gang i verdens største vindmølleselskab.
2011 bød på det første underskud i Vestas i seks år, og aktiekursen er styrtdykket, så den i dag er kun en fjerdedel værd i forhold til for kun et år siden.
Derudover har der været fyringer og omorganiseringer i virksomheden på dagsordenen. Og fremtiden ser usikker ud.
- Vestas kom meget skuffende ud af 2011. Det ville være dumt af mig at prøve at give et lysere billede af udviklingen. Den har ikke været god, erkendte Bent Erik Carlsen.
Det var aktionærerne enige i, og 17 forskellige indtog på generalforsamlingen i løbet af eftermiddagen talerstolen for - i langt de flestes tilfælde - at skælde ud på Vestas-ledelsen, både den delvis afgående bestyrelse og den stadig siddende administrerende direktør, Ditlev Engel.
Massiv kritik
Kritikken var massiv, og anklager som "uopretteligt tillidsbrud", "rystende forhold" og "arrogance og nedladenhed" føg gennem luften fra pensionsordningen ATP's repræsentant samt fra de mindre aktionærer.
Flere gav udtryk for, at de gerne så Ditlev Engel skiftet ud så snart som muligt.
En udskiftning på chefposten virker dog ikke sandsynlig, især efter at Vestas i januar lagde hele ledelsen om og i februar fyrede både Ditlev Engels vicedirektør, Henrik Nørremark og en række andre ledende medarbejdere.
Desuden valgte bestyrelsesformanden at trække sig, ligesom også hans næstformand og endnu et bestyrelsesmedlem trak sig.
Den nye formand er således svenske Bert Nordberg med en fortid i den Ericsson-koncernen.
Gav sin fulde opbakning
Bert Nordberg gav sin fulde opbakning til sin direktør og fortalte ellers, at han glædede sig til at tage hånd om udfordringerne i Vestas.
Og hovedpersonen selv? Han erkender, at Vestas fortjener kritikken.
- Jeg kan glimrende forstå, at der er mange aktionærer, der er frustrerede. Det er vi sandelig også selv over de problemer, vi røg ind i, siger Ditlev Engel til Ritzau Finans.
Han har forstat ingen planer om at forlade skuden trods de skuffende resultater, forsikrer han.