Energiselskab udsat for hackerangreb
NRGi blev i fredags udsat for et omfattende hackerangreb
Det østjyske energiselskab, NRGi, har de seneste dage arbejdet hårdt på at få styr på alle systemerne igen, efter selskabet fredag blev ramt af et hackerangreb.
- Fredag opdagede vi, at nogen var gået ind i vores systemer, og da vi kunne se, at det så ud til at være alvorligt, lukkede vi alle vores systemer ned og satte beredskabsplanen i gang for at begrænse skaderne, siger Søren Sørensen, der er direktør i NRGi, til tv2oj.dk.
NRGi de seneste dage haft et ekspertteam fra IT-sikkerhedsfirmaet CSIS til at arbejde på sagen.
Søren Sørensen fortæller, at de fleste kunder ikke har oplevet meget til angrebet.
- Der er nogle kunder, som har kontaktet os, hvor vi ikke har kunnet yde den optimale service, da nogle af vores systemer ikke var oppe at køre på daværende tidspunkt. Det er mindre ting, men det er selvfølgelig træls, og vi beklager det meget, siger Søren Sørensen.
Han fortæller, at NRGi stadig mangler at få selvbetjeningsmodulet, "Mit NRGi" op at køre.
Ifølge direktøren har hackerne ikke hentet personfølsomme oplysninger fra energiselskabets kunder.
- Analysen er stadig i gang, men vi er så langt i arbejdet nu, og der er heldigvis ikke noget, der tyder på det, siger Søren Sørensen og fortsætter:
- Hackerangreb er noget desværre noget, som er kommet for at blive, og de kan være svære at undgå. Vi har fulgt alle vores procedurer og sikkerhedsforanstaltninger, men derfor skal vi stadig se på, om der er steder, vi kan stramme op eller justere i forhold til sådanne angreb.
Søren Sørensen ved endnu præcist hvordan eller hvorfor, at selskabet blev angrebet, men han håber, at den kommende tid vil klarlægge de spørgsmål.