Energiselskab har gæld på 1,4 mia.
Verdo, der forsyner det meste af Randers med energi, har en gæld på 1,4 milliarder kr.
Verdo blev etableret, efter at den kommunale el-, vand- og varmeforsyning blev udskilt fra Randers Kommune for en halv snes år siden. Det skriver Randers Amtsavis.
Gælden er kommet efter investeringer i mange forskellige brancher. Verdo er i dag blandt andet leverandør af telefoni og bredbånd, træpiller i Skotland og England og har også installationsforretninger inden for el, vvs og salg af alarmsystemer.
- Jeg er noget chokeret over den store gæld, siger advokat og byrådsmedlem Bjarne Overmark (BL) til Randers Amtsavis.
Også byrådsmedlem Kasper Fuhr (SF) er overrasket over den store gæld.
- Verdo har spillet roulette med varme-kunderne som indsats. For hvis ikke Verdos investeringer holder, så er det alle os, der køber fjernevarme hos Verdo, der skal betale regningen, siger han i en pressemeddelelse.
Træpilleproduktionen i Skotland og England er i en opstartsfase med nybyggede fabrikker og opstart af produktion. Virksomhederne gav i 2009 et underskud på 6,1 mio. kr. I 2008 og 2009 investerede Verdo 117 mio. kr. i virksomhederne.
Verdo har brugt en del penge på nedgravning af fiberkabler til fastnettelefoni og bredbånd. Regnskaber for 2009 viser, at virksomheden de to seneste regnskabsår har investeret 242 mio. kr. i datterselskabet Verdo Tele A/S, der i 2009 havde et underskud på 18,2 mio. kr.
- Den udvikling af virksomheden er sket ved optagelse af lån, som, hvis projekterne går galt, vil betyde stigende el-, vand- og varmeregninger til forbrugerne i Randers, siger Bjarne Overmark til Randers Amtsavis.
Direktør Søren Fischer er formand for bestyrelsen i Verdo. Han har ikke ønsket at kommentere den økonomiske situation i Verdo, på grund af sin tavshedspligt som bestyrelsesformand i selskabet.