Energiselskab anmeldes for at snyde kunder for milliarder

Det randrusianske energiselskab Verdo er nu blevet anmeldt til politiet for at snyde kunder for 2-3 milliarder kroner.

Verdo skal gennem de seneste to årtier bevidst have snydt deres kunder for to-tre milliarder kroner, lyder anklage.

Verdo har brugt snedige metoder til at snyde deres kunder for milliarder.

Sådan lyder i hvert fald anklagen fra Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen, der begge har tilknytning til Det Konservative Folkeparti i Randers. De har nemlig anmeldt energiselskabet til politiet.

Det sker, efter de to mænd gennem flere måneder har undersøgt Verdos regnskaber, og fundet, hvad de vurderer som flere ulovlige forhold.

Læs også Verdo i modvind fra sine egne: - De har begået avanceret hjemmerøveri

- De har i årtier skaltet og valtet, og de har bare kunne slippe afsted med det, siger Asger Brorsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Flytter rundt på udbyttet

Ifølge Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen skulle Verdo gennem de seneste to årtier bevidst have snydt deres kunder for 2-3 milliarder kroner.

Det skulle de angiveligt have gjort ved blandt andet at flytte udbyttepenge fra deres varmeselskab over i et af deres andre selskaber. Herefter skulle de have flyttet pengene tilbage til varmeselskabet, men som et lån med fem procent i rente.

Man fortsatte, selvom man godt vidste, at man ikke havde godkendelse til at gøre det.

Asger Brorsen.

Denne fidus giver mening, fordi det er vedtaget ved dansk lov, at forsyningsselskaber ikke må tjene penge på at sælge varme til borgere efter det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip.

Konkret for Verdo betyder det, at selskabet ifølge Asger Brorsen skulle have taget penge, som kunderne havde til gode og gjort til en udgift, som kunderne skulle betale rente af.  

Læs også Verdo-kunder til møde med bestyrelsen: Hvad er op og ned?

En fidus, der er mange penge værd

Men det er ikke den eneste måde, hvorpå Verdo skulle have snydt deres kunder, hvis du spørger Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen.

Selskabet har angiveligt også have udnyttet et hul i loven, som flere varmeselskaber brugte til at nyfortolke den såkaldte indskudskapital. En fidus, der gjorde det muligt for selskabet at skrue op for varmepriserne.

Problemet er bare, at Verdo, ifølge Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen, slet ikke har fået tilladelse til at benytte sig af fidusen. Og det er altså et krav i lovgivningen.

- Man fortsatte, selvom man godt vidste, at man ikke havde godkendelse til at gøre det, siger Asger Brorsen.

Her er den politianmeldelse, som Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen har sendt til Østjyllands Politi

Anmeldelse af Verdo A/S

 

På baggrund af og sammen med de seneste oplysninger om energikoncernen Verdo A/S, Randers ønsker vi hermed at indgive officiel politianmeldelse mod Verdo A/S - d.v.s. Verdo koncernen og associerede selskaber. Her også omfattende Verdo S/I.

Verdo A/S er moderselskab for en lang række selskaber, hvor vi de seneste måneder har afdækket en lang række i vore øjne ulovlige og strafbare forhold.

Disse forhold går i al sin enkelthed ud på, at virksomheden i stor stil har overtakseret forbrugerne i strid med hvile-i-selv-princippet gennem Verdos forsyningsmonopolselskaber. Vi mener, at det er bevist, at disse forhold har foregået i Verdo Vand, Verdo Varme, Verdo Produktion. Vi er også overbevist om, at lignende forhold har fundet sted i selskaberne Elnet Hillerød A/S og Elnet Hobro A/S.

Det er ligeledes vor opfattelse, at de af Verdos tilhørende kommercielle selskaber - bl.a. Verdo Go Green og Verdo Trading - også er omfattet af ovenstående. Bl.a. finder vi det sandsynliggjort, at de kommercielle virksomheder har udfaktureret ydelser, der omkostningsmæssigt er afholdt af Verdos forsyningsselskaber. Desuden er der i forsyningsselskaber opkrævet interne renter, som forbrugerne via overpriser har betalt. Dette efter vor mening uden hjemmel i lovgivning.

Vi er også overbevist om, at ledelse/bestyrelse har været klar over, at mange af deres handlinger har været ulovlige.

Vi ønsker definitivt afklaret, hvad der er foregået, og at Verdo dømmes til at betale uretmæssig overpris tilbage til kunderne inkl. renter. Men vi ønsker også, at personer i ledelse og bestyrelse, der har været vidende om eller deltaget i disse ulovligheder, bliver retsforfulgt.

Vi ser frem til at modtage en kvittering for denne anmeldelse og står i øvrigt til rådighed for Politiet i et eventuelt opklaringsarbejde.

P.S. Vi henviser til tidligere tilsendt materiale til Diana Østergaard. Vi kan desuden oplyse, at JP/Finans og Randers Amtsavis har dækket sagen og kan ligge inde med yderligere oplysninger.

Med venlig hilsen
Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen

Tilbagebetaler 235 millioner kroner

Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen er efter eget udsagn stødt på flere fiduser i deres undersøgelse af Verdos regnskaber. 

Verdo er i øjeblikket i gang med at tilbagebetale 235 millioner kroner til deres kunder. Forsyningstilsynet afgjorde tidligere i år, at Verdo skulle tilbagebetale beløbet, fordi seslabet i perioden 2000-2005 havde opkrævet for mange penge fra kunderne.

Læs også Verdo-kunder til møde med bestyrelsen: Hvad er op og ned?

Politisk bånd

For Asger Brorsen står det klart, hvordan det ifølge ham og Bo Vestergaard Hansen har kunne lade sig gøre for Verdo, at snyde kunderne.

- Topposterne i Verdo er tæt knyttet til det politiske liv i Randers. Man bliver ikke formand for bestyrelsen i Verdo, uden man har sikret sig politisk opbakning, siger han.

Verdos tidligere bestyrelsesformand, venstremanden Claus Omann Jensen, var borgmester i Randers til kommunalvalget 2017. Selskabets nuværende direktør, Morten Birch, er samtidig formand for Venstre i Randers.  

Direktør: Vi har ikke kendskab til ulovligheder

TV2 ØSTJYLLAND har fredag taget kontakt til Morten Birch for at høre hans reaktion på politianmeldelsen og mistro, flere borgere har til Verdo. 

Hvad er jeres reaktion på politianmeldelsen?

- Vi har selv kontaktet politiet, da vi i går blev bekendtgjort med, at der var indgivet en politianmeldelse. Vi har naturligvis sagt, at vi stiller os til rådighed, og ikke mindst af hensyn til medarbejderne ønsker vi hurtig afklaring.

I anmeldelsen står der blandt andet, at ledelse/bestyrelse har været klar over, at mange af deres handlinger har været ulovlige. Er det tilfældet?

- Nej, det er det ikke. Vi har ikke kendskab til, at der er nogle i Verdo, som har handlet ulovligt hverken bevidst eller ubevidst.

Hvad vil I gøre, hvis politiets jurister vælger at rejse tiltale mod personer i Verdo?

- Verdo er af den opfattelse, at vi har handlet inden for lovens rammer, og vi vil med glæde samarbejde med politiet for at få den misforståelse ud af verden. Vi ønsker hurtig afklaring, ikke mindst af hensyn til medarbejderne, som har hørt mange påstande om Verdo i den seneste tid.

Det virker til, at der er en dyb mistillid til Verdo, når borgere vælger at politianmelde jer. Hvordan vil I fremadrettet få genskabt denne tillid til jeres kunder?

- Vi er kede af, at der er enkelte konservative politikere i Randers, som ikke længere har tillid til os. Verdo har nogle af landets billigste vandpriser. Jeg håber, at vores kunder forstår, at det er fordi, vi driver en effektiv vandforsyning efter de gældende regler. 

Hvad kommer der til at ske nu? Vil politiet foretage afhøringer?

- Vi kan af gode grunde ikke sige, hvad politiet vil gøre herfra. Vi er af den opfattelse, at vi har handlet inden for lovens rammer, og ikke mindst af hensyn til medarbejderne håber vi på en hurtig afklaring.