Energidag i Gjerlev
Landsbyer vil være klimavenlige
I dag havde Randers Kommune sørget for, at landsbyen Gjerlev fik besøg af en energikonsulent. En konsulent, der gennemgik flere af landsbyens huse og gav beboerne gode råd til hvordan de nemmest kan spare på strøm og varme.
I Gjerlev er husene enten opført før år 1900 eller også er de fra 70'erne, så hos lokalrådet er man opmærksom på, at boligerne kan gøres langt mere energirigtige.
Og den tendens ses i flere af de østjyske kommuner.
- På landsplan har vi det sidste år lavet over 100 af denne type arrangementer i forskellige boligområder. Vi ser, hvordan naboerne går sammen og bager kager og griller pølser. Efterfølgende oplever vi, at beboerne i boligområderne nemmere kan komme i gang med at energirenovere boligerne. Naboerne inspirerer og henter gode råd hos hinanden. Det kan med andre ord være en sjov og fælles opgave at spare penge og gør noget godt for miljøet, fortæller lederen af Energitjenesten i Region Midtjylland, Søren Dürr Grue.
Se mere fra energidagen i Gjerlev og hør de gode råd i videoen øverst på siden.