Endnu et røveri mod Shell-tank
For anden gang på to uger var der onsdag røveri mod Shell tankstationen på Grenåvej i Risskov.
Personalet på Shell tankstationen på Grenåvej i Risskov er hårdt ramt for tiden. Onsdag aften blev de for anden gang på bare to uger udsat for røveri.
Klokken 20.46 kom en 19-årig mand ind i butikken og truede personalet med en flaske. Røveren fik udleveret 2800 kroner og en karton cigaretter.
Personalet kunne dog give et godt signalementet af gerningsmanden, og en halv time efter røveriet kunne en hundepatrulje anholde den 19-årige mand. En visitation afslørede, at han havde gemt pengene på sin krop, og han indrømmede derefter, at han havde begået røveriet.
Også den 15. august var tankstationen udsat for røveri. Dengang stjal tre mænd varer fra butikken, og da ekspedienten fulgte efter dem udenfor, blev han truet med en flaske, og efterfølgende slået i ansigtet med knytnæve, ligesom gerningsmændene påkørte ekspedienten med bil, da de flygtede fra stedet.
Politiet anholdt efterfølgende de tre formodede gerningsmænd.
Den 19-årige mand fremstilles i grundlovsforhør torsdag.