Endnu et fund af vanrøgtede hunde vækker bestyrtelse

Sagen om vanrøgt i Gjerlev voksede fredag, da myndighederne fandt endnu flere hunde i miserabel stand. I lokalsamfundet er man rystet

03:16

Sagen berører os dybt, siger Mette Tvede Andersen fra Dyrenes Beskyttelse.

Kredsformand Mette Tvede Andersen fra Dyrenes Beskyttelse er rystet over omfanget af vanrøgtsagen fra Gjerlev.

I sidste uge blev der fundet 27 vanrøgtede hunde på en adresse i Gjerlev.

Fredag gjorde myndighederne endnu et grufuldt fund, da man fandt 19 vanrøgtede hunde på en adresse i nabolaget. Desuden blev der fundet et ukendt antal døde hunde.

Østjyllands Politi mener, der er en sammenhæng mellem de to fund.

- Som udgangspunkt tænker jeg, at det er enormt tragisk. Der er en masse levende væsener, der har levet under kummerlige forhold. Det er en meget, meget alvorlig sag, og det er vi dybt berørte over, siger Mette Tvede Andersen til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Om sagens størrelse siger hun:

- Den er af et omfang, som vi heldigvis ikke har oplevet ret mange gange. 

Læs også Vanrøgtsag i Gjerlev vokser: Nyt fund - en person er sigtet

Mette Tvede Andersen fortæller, at hundene nu er kørt til et internat.

- Det er hunde, der trænger til enorm kærlige hænder, siger hun og giver en umiddelbar status på hundenes stand:

- De er meget beskidte, og de lugter. Jeg kender ikke deres sundhedstilstand. Når man kigger på dem, så er det hunde, der sidder stille i de transportkasser, de var placeret i. Det er hunde, som ikke tager kontakt.

I lokalsamfundet chokerer vanrøgtsagen. 

Ulrik Høglund.

- Det er jo rædselsfuldt, hver gang sådan noget sker, siger Ulrik Høglund og uddyber:

- At det så lige er i nabolaget, er absolut forfærdeligt.

John Holleufer.

John Holleufer er enig:

- Det er forfærdeligt. Frygteligt. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved de mennesker, der gør sådan noget, men de skal hvert fald ikke have lov til at gå omkring.

Niels Henrik Lassen.

Niels Henrik Lassen er også rystet over sagen:

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Dyrene skal behandles ordentligt, ellers skal man ikke have dem.

Øverst fortæller kredsformand Mette Tvede Andersen fra Dyrenes Beskyttelse mere om sagen.