Endnu et firma melder sig

Kamp om østjysk ambulancekørsel

Der bliver kamp om de østjyske kommuner, når Region Midtjylland i løbet af i år sender den akutte ambulancekørsel i udbud.

Nu har en ny spiller nemlig meldt sig på banen. Firmaet SOS International, som sidste år opkøbte Dansk Autohjælp, vil nu også køre ambulance.

SOS International er nu officielt blevet prækvalificeret. Det betyder, at virksomheden har mulighed for at afgive tilbud.

- Det er jeg rigtig glad for. Det er dejligt med reel konkurrence, så vi kan få testet priserne. Det er godt for alle - også for Falck, som jo sidder på størstedelen af kørslen, siger regionsrådsformand Bent Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fire virksomheder skal byde

Lige nu er situationen, at Falck står for ambulanceberedskabet i det meste af Region Midtjyllands område. De eneste undtagelser er Samsø, Hedensted og Horsens. Her er det henholdsvis Samsø Redningskorps og Responce, som står for driften.

Den akutte ambulancekørsel kommer i udbud til efteråret. Derefter vil Region Midtjylland tage stilling til tilbuddene og træffe en endelig afgørelse omkring årsskiftet.

Hvis der sker ændringer i forhold til, hvilke firmaer, der skal stå for driften i kommunerne, vil de ifølge Bent Hansen træde i kraft i løbet af sommeren eller efteråret 2014.