Endnu en V-politiker i gift-sag
Hans Schmidt Jensen ønsker sag om sprøjtemidler prøvet ved valgbarhedsnævn.
Endnu en sag om brug af ulovlige sprøjtemidler er kommet frem. Det er byrådspolitiker, Hans Schmidt Jensen (V), fra Hadsten, der for et år siden fik en bøde for at bruge svampemidlet Amistar.
Det er ikke den første sag af sin art. For kort tid siden blev det offentligt kendt, at amtrådspolitikeren Erik Poulsen (V) både havde brugt og videredistribueret det ulovlige sprøjtemiddel.
Det er et år siden Hans Schmidt Jensen modtog sin bøde. På det tidspunkt var han fuldtids-landmand, og ikke medlem af byrådet.
Det er politikeren selv, der - i kølvandet på Erik Poulsen-sagen - ønsker at få bødesagen afprøvet ved valgbarhedsnævnet. I værste fald kan det koste Hans Schmidt Jensen sin plads i byrådet.