Endnu en ustadig dag: Risiko for torden i eftermiddag

Det ustadige vejr i Østjylland fortsætter fredag, som starter ganske hæderlig ud, men så kommer nedbøren og flere intense regnbyger

00:59

Fra morgenstunden af er det ikke umiddelbart til at se, at der faktisk er udsigt til ganske voldsomt vejr i det østjyske denne fredag. Men ikke desto mindre melder TV2 Vejret om risiko for lokale tordenbyger i eftermiddag.

Der er risiko for torden ikke kun på Djursland, som vejrkortet viser, men faktisk i hele regionen.

Thomas Mørk, vejrvært

- Vejret er fortsat ustadigt. Et lyspunkt er, at vinden er en smule aftagende, og fra morgenstunden ser det nogenlunde hæderligt ud. Men luften er ustabil, så i løbet af formiddagen koger det over, siger Thomas Mørk fra TV2 Vejret.

- Så i eftermiddag kommer der ret mange skyer og flere intense byger. Der er risiko for torden ikke kun på Djursland, som vejrkortet viser, men faktisk i hele regionen, fortsætter vejrværten. 

Læs også Dæmnings-skred lammer togtrafikken i Østjylland

Ud på aftenen klarer det så ifølge Thomas Mørk op igen, men den ustadige tendens fortsætter.

- De kommende dage byder på samme type vejr – byger om eftermiddag, men relativt pænt om morgenen og aftenen, siger Thomas Mørk.

Du kan se hele vejrudsigten fra torsdag aften øverst i artiklen.