Endnu en svensker
IFK Göteborgs Joel Allansson får 3,5 år
Randers FC har sikret sig forstærkning til midtbanen, da klubben har hentet Joel Allansson fra IFK Göteborg.
22-årige Joel Allansson har spillet fast for den svenske klub, der i den netop afsluttede sæson hentede sølvmedaljer i Allsvenskan.
- Jeg er rigtigt glad for, at vi kunne nå til enighed med IFK Gøteborg om et skifte for Joel Allansson. Han er en spiller, vi har fulgt længe, og som vi mener passer perfekt ind i vores måde at spille på og i klubben generelt. Han er en hårdtarbejdende, og dedikeret central midtbanespiller, der også kan spille på kanten om nødvendigt. Joel vil med sin ankomst til klubben øge konkurrencen om midtbane pladserne fra dag et, siger Peter Christiansen, der er sportschef i Randers FC, til klubbens hjemmeside.
Joel Allansson fik debut i Allsvenskan som 18-årig, og han har siden spillet 104 førsteholdskampe og scoret 4 mål for IFK Göteborg. Derudover står han noteret for 23 U-landskampe for Sverige.
Se: Bookmaker tror på Randers FC
Joel Allansson har bidt mærke i, at han ikke bliver den eneste svensker hos kronjyderne, der i forvejen råder over Viktor Lundberg, Kalle Johnsson og Mikael Ishak.
- Jeg har fået indtrykket af, at det er en god klub, der optræder i en liga, hvor der satses på pasningsspillet, hvilket passer mig meget godt. At der så også er andre svenskere i klubben gjorde min beslutning om at skifte endnu lettere, men det var ikke afgørende for, at jeg nu vil prøve mig selv af i dansk fodbold, siger Joel Allansson.
Colin Todd, der er Randers-træner, ser frem til den øgede konkurrence om pladserne på midtbanen.
- Det er et rigtigt godt tidspunkt at bringe en ny spiller ind i truppen. Vi får forstærket midtbanen, og den konkurrence, det medfører, er lige hvad vi har behov for. Alle midtbanefolkene skal være opmærksomme nu, da Joel Allansson kan spille alle positioner henover midten, siger Colin Todd.
22-årige Joel Allansson kan fra 1. januar 2015 kalde sig Randers-spiller, og han har skrevet under på en aftale gældende de næste 3,5 år.