Endnu en mand er anholdt efter knivdrabet i Aarhus V

En 24-årig mand er anholdt i drabssag fra Ryhavevej i Aarhus. En 20-årig sidder allerede fængslet i sagen

Foto: Local Eyes

Østjyllands Politi har anholdt en 24-årig mand i forbindelse med et drab på Ryhavevej, der blev begået onsdag. En 20-årig mand sidder allerede fængslet i sagen.

Den 24-årige blev anholdt torsdag eftermiddag, og han vil fredag ved middagstid blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Her skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden. Det afhænger blandt andet af, om politiets mistanke er tilstrækkeligt underbygget.

Læs også Politiets teori om knivdrab: Det kan være en "bytter"

Onsdag i denne uge blev en 27-årig mand stukket ned på Ryhavevej i det vestlige Aarhus. Knivstikkeriet fandt sted ved 19.30-tiden. Senere samme aften afgik offeret ved døden på sygehuset.

To mænd blev efterfølgende anholdt. En 18-årig og en 20-årig. Den 20-årige blev torsdag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Østjyllands Politi har tidligere udtalt til TV 2 | ØSTJYLLAND, at knivdrabet efterforskes som en hævnaktion, der har rod i det kriminelle miljø. Teorien er, at der kan være en sammenhæng mellem drabat og lignende episoder i de kriminelle miljøer den seneste tid.

Læs også Knivstik i Aarhus V: Fire personer flygtet fra gerningssted

- Vi har en teori om, at det er en 'bytter' for en tidligere episode, siger politiinspektør Lau Thygesen fra Østjyllands Politi.

Den 19. oktober 2016 - for præcis tre måneder siden - blev en 30-årig mand stukkket ihjel på Kappelvænget i Aarhus Vest. Kun to kilometer fra det sted, at en ung mand onsdag aften mistede livet.

Også i den sydlige ende af Aarhus i Rosenhøj-området i Viby, Rundhøj i Højbjerg og Hasselager, har politiet flere gange rykket ud til voldsepisoder. Senest mandag, hvor en 23-årig og en 24-årig mand blev stukket ned og hårdt såret i Hasselager. Det knivstikkeri fandt altså sted blot to døgn før, at den unge mand på Ryhavevej i Hasle igår, onsdag, blev dræbt. 

Er der en sammenhæng mellem drabet på Ryhavevej og de ting, der eksempelvis er sket i Rundhøj og Rosenhøj?

- Det kan der meget vel være. Vi arbejder ud fra, at der kan være en sammenhæng med blandt andet det i Rundhøj og Rosenhøj, siger politiinspektør Lau Thygesen. 

01:45

VIDEO: Onsdag blev en 27-årig mand knivdræbt i Aarhus V. Østjyllands Politi mener, at der er tale om en hævnaktion i det kriminelle miljø.

Luk video