AGF med endnu en handel: Henter tidligere Ajax-spiller
Tobias Sana er ny mand i AGF. Offensiv-spilleren har skrevet under på en treårig kontrakt
De har travlt i AGF denne lørdag.
Først blev den 29-årige midtbanekriger Adama Guira præsenteret som ny spiller i klubben, og blot en time senere har AGF så præsenteret yderligere en forstærkning.
Læs også
Det drejer sig om kantspilleren Tobias Sana, der skifter til AGF fra Malmø FF. i Aarhus har Tobias Sana, der fylder 28 år på onsdag, skrevet under på en treårig aftale, og han kan allerede få sin uofficielle debut senere i dag, når AGF i en træningskamp møder Silkeborg IF på Ceres Park klokken 13.00.
- Tobias har stor flair. Han er dygtig til at spille i mellemrummet og er med sine driblefærdigheder og sin fornemmelse for den offensive del i stand til at sætte sig selv og sine medspillere i scene, siger sportschef Peter ’PC’ Christiansen fra AGF i en pressemeddelelse.
- I den seneste sæson har han ikke spillet så meget for Malmø FF, men han har været en del af et kompetitivt træningsmiljø i en af Skandinaviens bedste klubber, og jeg er overbevist, at vi kan give ham den nødvendige tillid og tryghed i AGF, så han får de bedst tænkelige betingelser for at præstere
Fakta om Tobias Sana
Født: 11. juli 1989
Trøjenummer: 11
Position: Kantspiller
Tidligere klubber: Malmø FF (2015-2017), Ajax Amsterdam (2012-2015), IFK Gøteborg (2009-2012), Qviding FIF (2007-2008 og 2009 (leje)
A-landskampe: 2 for Sverige
Kantspilleren fik fart i karrieren i svenske IFK Göteborg. Det bemærkede den hollandske storklub Ajax Amsterdam, som hentede ham til Æresdivisionen i 2012.
Tre år efter gik turen tilbage til Sverige, denne gang Malmø FF, og nu gælder det så AGF de kommende år.
- Jeg har fået et godt indtryk af klubben og dens ambitioner. Det er det perfekte tidspunkt for mig at prøve noget nyt og komme til Danmark. I klubben er der gang i noget nyt og spændende, så det synes perfekt for min karriere med et skifte til AGF, siger Tobias Sana, der har fået nummer 11 i Aarhus-klubben.
Gang i svingdøren
Der har i den grad været gang i svingdøren i AGF i denne sommer.
Læs også
Klubben har blandt andet sagt farvel til spillere som Danny Olsen, Elmar Bjarnason, Stephan Petersen, Thomas Hagelskjær og Thomas Juel-Nielsen. Ind er kommet Jakob Ankersen, Pierre Kanstrup, Adama Guira og nu altså også Tobias Sana.
AGF åbner Superligaen fredag den 14. juli på hjemmebanen Ceres Park, hvor AC Horsens kommer på besøg. Den kamp spilles klokken 18.00, men allerede i dag, lørdag, klokken 13.00 kan AGF-fansene altså se nogle af de nye an, når holdet spiller træningskamp mod Silkeborg IF.