Endnu en dag med sne

Trafikken sneglede sig i morges af sted mange steder i Østjylland. Meteorologerne advarer mod sne og snefygning senere i dag.

Sneen holdt endnu en dag regionen i et iskoldt jerngreb, da østjyderne onsdag slog øjnene op.

Hvad enten det foregik per bil, bus, tog eller cykel, så måtte folk onsdag indstille sig på, at trafikken sneglede sig af sted.

Østjylland er ligesom Nordsjælland, København og Nordjylland blandt de steder, Falck har haft mest at lave. Der blev dog onsdag morgen ikke meldt om nogle alvorlige uheld.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut har man varslet, at der hen over dagen kommer sne og stedvis snefygning.