Endnu en brand i uroplaget område
Søndag først på aftenen var der brand i to containere ved Rydevænget i Aarhus
Endnu en gang måtte Østjyllands Politi og brandvæsnet rykke ud til området i Herredsvang i det vestlige Aarhus.
Denne gang var der sat ild til to containere ved Rydevænget søndag aften i det uroplagede område.
Læs også
- Der var ild i to containere, der stod på en parkeringsplads. Der var ikke fare for, at ilden ville brede sig til boliger, siger Lotte Fisker Jørgensen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.
Lukkede bandes klublokale
Det er kun få dage siden, at Østjyllands Politi lukkede et tilholdssted for en bande med tilknytning til Trillegården. En bande, som er en del af den konflikt, der lige nu udspiller sig mellem to bander i Aarhus, og som betyder, at der er indført visitationszone i store dele af byen.
I timerne efter lukningen af tilholdsstedet torsdag opstod der uro i området. Ifølge politiet formentlig som konsekvens af lukningen. Tilholdsstedet er nogle klublokaler på Kappelvænget 8, hvor Østjyllands Politi løbende har fundet flere våben. Også torsdag aften og natten til fredag måtte politi og brandfolk rykke ud til området, da der var påsat flere brande i containere og skraldespande i området, ligesom det lokale kulturhus fik smadret flere vinduer.
Læs også
En person anholdt
Ingen personer er anholdt for at have sat ild til containerne søndag aften, men en person blev anholdt i forbindelse med politiets arbejde på stedet, hvor der blev kastet en sten mod betjentene. Manden er ikke sigtet for hverken ildspåsættelse eller stenkast, men for at kalde politibetjentene for ukvemsord.
Hos Østjyllands Politi opfordrer man borgerne i området til at ringe til politiet på 114, hvis man har oplysninger i de verserende sager.
Østjyllands Politi oplyser, at man i morgen, tirsdag, vil tage stilling til, om visitationszonen skal ophæves eller forlænges.