Endnu en attraktion på vej til forlystelsespark

Det bliver ikke kun den 65 meter høje frie-fald-forlystelse, ’Hjertekig’, der kommer til at erstatte ’Orkanens Øje’ i Tivoli Friheden. En mere jordnær attraktion er også på vej

Visualisering af 'Det Grønne Torv'. Foto: Tivoli Friheden

I oktober sidste år kørte Tivoli Frihedens ikoniske forlystelse 'Orkanens Øje' sin sidste tur efter at have givet parkens gæster kildren i maven i 31 år.

I den forbindelse blev der lovet en erstatning. Den blev offentligt kendt i november måned - 'Hjertekig' er navnet - og den bliver med sin højde på 65 meter Danmarks højeste frie-fald-forlystelse.

Nu viser det sig så, at det ikke er den eneste nye attraktion, som 'Orkanens Øje' giver plads til. Der bliver nemlig også plads til 'Det Grønne Torv', fortæller Morten Palm Andersen, der er salgs- og marketingschef hos Tivoli Friheden.

Læs også Ikonisk rutsjebane erstattes af ny i østjysk forlystelsespark

- Vi har erstattet 'Orkanens Øje' med 'Hjertekig', men den nye forlystelse kan ikke stå på samme plads, da vi ikke må bygge 65 meter op der. Derfor er det blevet muligt for os at lave 'Det Grønne Torv' - en unik plads med blandt andet et springvand, som børnene kan lege i, og hvor flere af elementerne er bæredygtige, forklarer han til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan kommer det til at se ud i Tivoli Friheden, når Hjertekig kommer til foråret. Foto: Tivoli Friheden

'Det Grønne Torv' kan forvandles til skøjtebane om vinteren

Det bliver dermed en mere jordnær og familievenlig attraktion i forhold til 'Hjertekig'. Pladsen kan dog bruges til mere end afslapningsoase og springvand.

Læs også Tivoli Frihedens nye forlystelse offentliggjort

- Den vil kunne komme til at skifte karakter efter årstiderne. En mulighed vil derfor også være, at vi kan omdanne 'Det Grønne Torv' til en skøjtebane om vinteren, siger Morten Palm Andersen.

Det er dog endnu ikke fast besluttet, påpeger han.

Kan bruges til flere aldersgrupper

Hos Tivoli Friheden vil man gerne udnytte området så godt som muligt. Derfor håber man også på, at kunne udnytte 'Det Grønne Torv' i forbindelse med blandt andet Fed Fredag, og på den måde trække dette arrangements målgruppe til.

- Det er en central plads, hvor der er mulighed for boder, serveringer, arrangementer og shows, og vi vil gerne udnytte den bredt. På den måde kan børnefamilier bruge stedet om dagen, mens det ældre publikum kan bruge det om aftenen, forklarer Morten Palm Andersen.

På den måde kan børnefamilier bruge stedet om dagen, mens det ældre publikum kan bruge det om aftenen.

Morten Palm Andersen, salgs- og marketingschef, Tivoli Friheden

Og selvom det er omkostningsfyldt at tilføje nye attraktioner til forlystelsesparken, så er det ifølge direktør i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, den helt rigtige beslutning.

- Vi udskifter sjældent attraktionerne på grund af de høje omkostninger, så når det endeligt er nødvendigt, er målet at skabe nye og grønne attraktioner. Derfor er jeg meget begejstret for 'Det Grønne Torv', hvor det er lykkedes at skabe en attraktion, der både er fascinerende og underholdende og samtidig bæredygtig, siger han i en pressemeddelelse.

01:02

VIDEO: Her kan du høre direktøren for Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, løfte sløret for den nye forlystelse. Video: Tivoli Friheden

Luk video